Kapitel 1
”Det er lettere at fake kærlighed end at skjule den.”
Anonym.
Jeg er født på Cook County Hospital i Chicago den 11. juni 1971. Mine forældre, Maureen og Vincent Boyle, kommer oprindeligt fra øen Arranmore ud for Donegalkysten, Irland. Jeg er fjerde barn ud af fem, og deres eneste datter. Mine tre ældre brødre hedder Pat, Phil og Vince, og der er et år mellem dem alle. Der er to år mellem Vince og mig. Mine forældre gav mig meget rammende navnet Mary Anne efter min mormor. Rammende, fordi selv jeg kan se ligheden.
I mange år har jeg været velsignet med to sæt forældre, og jeg siger sjældent mor og far. Normalt siger jeg mor, far, Annie og Neilus. Annie og Neilus Bonner er min tante og onkel, og de bor på Arranmore. Neilus er min mors yngre bror, og mor og Annie har altid været tættere forbundne end søstre.
Da jeg var tre, flyttede mor og far tilbage til Irland, hvor de slog sig ned i Galway. Deres primære incitament til at flytte var at uddanne deres familie. De fik deres sidste barn Kevin i Galway, fem år efter mig. Vi torturerede ham med historier om at han var adopteret, indtil han var for gammel til at tro på os.
Mine forældre købte Reilly’s Hotel i 1976. De omdøbte det til ”The Holiday Hotel”, fordi de havde haft deres første date i the Holiday Ballroom i Chicago. Natklubben, som de udvidede hotellet med, kaldte de det meste af tiden ”Cheers”. The Holiday Hotel ligger i hjertet af Salthill, to døre fra Seapoint, og det var vores hjem, og derfra uddannede vi os alle fem.
Mine forældre solgte hotellet for nogle år siden. Huset, min far havde bygget i tilknytning til hotellet, og hvor vi alle var vokset op, blev revet ned for nylig. Lejligheder skyder op i stedet, som trenden er alle steder i det område.
At vokse op i Irland var for mig det bedste i verden, for jeg tilbragte vintrene i Galway med mor, far og mine brødre, og somrene på Arranmore med Annie og Neilus.
Jeg blev uddannet i Galway af de Dominikanske nonner i Taylors Hill, og det elskede jeg bare. Mine brødre gik i St. Joseph’s, eller the ”Bish” som det er kendt som, og de endte med at blive ivrige roere. Jeg spillede hockey, og jeg husker mig tydeligt ræse hjem på min cykel efter træningen, hvor det gjaldt om at træde hurtigere end klokken seks slagene på Angelus kirken, og som også gav genlyd fra Salthill kirken.
Jeg afsluttede min uddannelse fra Talors Hill i 1989 og kom til Universitetet i Galway (UCG). Jeg havde ingen idé om, hvad eller hvem jeg ønskede at blive, og havde ikke rigtig lyst til at blive voksen. Jeg studerede økonomi, sociologi og politik. Da jeg var færdig med mit andet år, besluttede jeg mig for at bruge sommeren på tulipanplukning i Holland. Min bror Vince kørte mig til Tulla i County Clare for at melde mig, men jeg var kommet for sent, for alle pladser var taget. Det betød, at jeg blev nødt til at arbejde i hotellet hele sommeren 1991, og det bekom mig ikke godt.
På den tid var der en særdeles glad vagabond, som drev rundt i det sydlige Irland. Han var næsten løbet tør for penge, så han besluttede at stoppe op for at få sig et glas Guinness på the Holiday Hotel. Mor havde tjansen i baren, og de begyndte at tale om løst og fast. Hans navn var Noel Bradley.
Noel var på sit fjerde års pause fra sine studier som maskiningeniør på Jordanstown udenfor Belfast. Han var oprindelig fra Belfast, og var opvokset i ”the troubles” – den nordirske konflikt. Hans forældre ejede en skokæde, som havde været ramt af bombesprængninger flere gange, så de endte med at beslutte sig for at trække sig. De flyttede til Fahan på Donegalsiden af Derrygrænsen. Noel var for nylig kommet tilbage til Irland efter en tørn i London, og var henrykt for at være tilbage på irsk grund.
Salthill er et smukt kystområde på vestkysten af Irland. Det er grundlæggede én lang gade og promenade, med udsigt over Galway Bugt. Gaden rummer mange hoteller, restauranter og arkader, og bagved gaden ligger mange spredte boligområder. Noel forklarede min mor, at han lige havde spurgt på de fleste af hotellerne om arbejde, for han havde meget få penge, og nu ville han tage et hvil, før han genoptog sin søgen.
The Holiday Hotel er relativt lille. Det er et ti værelses hotel, med en restaurant, to barer og en natklub. Som mange små familieforetagender var det altid for småt til at betale for personale nok, så det kunne løbe rundt af sig selv og derved give mor og far et roligt liv. Sommermånederne tiltrak dog så mange turister til Salthill, at det var nødvendigt med ekstra personale.
Mens mor lyttede til Noel den dag i juni 1991, forestillede hun sig hans stakkels mor fuld af bekymringer for ham, og hun besluttede resolut at gøre det rigtige. Hun gav Noel et hjemmelavet måltid mad, og tilbød ham så et fuldtidsjob i baren hvor han kunne begynde den efterfølgende uge. Hun skaffede ham også et rimeligt logi i hendes gamle hus i Riverside.
Noel var en lykkelig mand.
Som alle andre år, tog det også lang tid for hotellets sommerhold 1991 at fungere godt. Det ville være blevet et år som alle andre, er jeg sikker på, hvis det ikke var fordi, min bror Vince var blevet ansat som natportier. Jeg tror ikke han var alene i et eneste sekund af hans vagter, og jeg er sikker på, at ingen af os sov ret meget den sommer.
Min ældste bror Pat var min stand-in DJ, og selvom jeg forsøgte at være vrangvillig, gjorde mine brødre det meget svært. Jeg gjorde nogle få sidste øjebliks forsøg på at få noget andet at lave, men uden held, så derfor kom jeg også sent ind i gruppen. Til aftenholdet var der to barer, den stille forrest og diskoteket bag. I min første vagt landede jeg i diskoteket bagest, sammen med Noel.
Baren med diskoteket havde udsigt til et langt rektangulært dansegulv, som var omkranset af båse. Væggene var besat med spejle for at få rummet til at se større ud. Jeg hadede de spejle når de skulle pudses. Nå, men jeg kan godt huske mødet med Noel. Jeg var glad for at musikken var så høj, for jeg var ikke i humør til at socialisere.
Det første jeg bemærkede ved Noel, var, at han tydeligt var livsnyder. Han dansede. Diskoafdelingen havde den lystige bar, og det var morsomt arbejde. Jeg kunne også se, at Noel til min lettelse var en kompetent barmand. Faktisk var han en fantastisk barmand. Han kunne lave perfekte cocktails, og han var desuden hurtig. Han viste alle tegn på at være et naturtalent, og jeg var lettet over at han ikke skulle læres op.
Musikken stoppede sædvanligvis kl. 1:30, og vi var normalt færdige med oprydningen og klar til morgenholdet kl. 3:00. Det var så tidspunktet hvor Vince begyndte natportier vagten. Han gjorde det svært for os at bryde op, ved at starte nogen vanvittige konkurrencer, eller insistere på, at vi havde et eller andet vigtigt at fejre. Så vi kom til at hænge alt for meget ud om natten hele den sommer, for at holde Vince med selskab.
Vince og Noel blev hurtigt gode venner. De indledte en fælles søgen efter den perfekte kvinde, og det var meget underholdende. De forsøgte meget hårdt at finde den perfekte kvinde, og overraskende mange kvinder var villige til at forsøge at løbe med titlen, men, da sommeren var slut, havde de endnu ikke fundet, hvad de ledte efter. Så skete den mærkeligste ting.
Der var tradition for i slutningen af juli at gå i vandet i Galway Bugt før daggry. En tidlig morgen hvor vi svømmede i bugten, kyssede Noel mig. Og det var det. Den følgende morgen erklærede han vidt og bredt, at hans søgen efter den perfekte kvinde var slut. Vi klikkede bare. Virkelig klikkede. Resten af sommeren holdt vi vores fridage sammen, og vi arbejdede på de samme vagter. Vi blev uadskillelige, og jeg ved, at vi af nogle blev kaldt ”det ulidelige par”.
Sommeren lakkede hurtigt mod enden, og det betød for de fleste tilbagevenden til virkeligheden. Jeg havde endnu et år at fuldføre på UCG. Sidst i august spurgte Noel, om jeg ville gifte mig med ham, og jeg sagde ja. Vi havde brug for en plan, så den lagde vi. Noel besluttede at han ville tilbage til Jordanstown og gøre sin uddannelse færdig, så han kunne få et bedre job. Det ville blive det følgende år, for det var nødvendigt at genansøge. Jeg sagde, at jeg ville læse videre sammen med ham i Jordanstown. Jeg besluttede at tage min kandidatgrad dér. Imens kunne han arbejde på barerne i Galway, indtil jeg havde afsluttet min BA på UCG. Det var vores plan. Det gav alt sammen god mening, og vi var lykkelige. Jeg kan huske hvor utrolig lykkelig jeg følte mig. Jeg vil aldrig glemme den følelse.
Så begyndte Noels venstre fod at sove, og den ville ikke vågne op.
Kapitel 2
”Vi sidder alle i rendestenen, men nogen af os ser på stjernerne.”
Oscar Wilde.
Det var en af de allersidste dage i august 1991, da Noel kom på arbejde tidligere end sædvanligt og henkastet meddelte, at hans venstre fod de sidste par dage havde føltes, som om den sov. Vi jokede bare om fødder og sagde, at han måtte ruske i den og sådan. Vi sagde også, at det var godt at en del af ham i det mindste fik lidt søvn. Der var ingen, der tog det alvorligt overhovedet.
Sommeren sluttede, holdet splittede op, og alle tog hver til sit. Jeg tog tilbage til UCG, og Noel blev og arbejdede for mor og far i hotellet. Han sendte ansøgning til Jordanstown, som vi havde aftalt, så han kunne færdiggøre sin uddannelse, og han blev optaget uden spørgsmål. Han blev sat til at begynde sit sidste år af maskiningeniørstudiet i september 1992 som voksenstudent. Han var femogtyve, og jeg var enogtyve.
For at jeg kunne studere i Jordanstown, måtte jeg have et stipendium. For at være sikker på et stipendium, skulle jeg først skaffe en førsteklasses bachelor, så det arbejdede jeg på, og fik det også. Jeg ringede til Jordanstown, og en dame fra deres administration tilbød mig et Europæisk stipendium på stedet. Det dækkede alle undervisningsgebyrer, og det omfattede også femoghalvfems pund sterling om ugen til leveomkostninger. Det var penge nok til at vi begge kunne klare os, forudsat vi arbejdede i studenterforeningens bar, en eller to aftener om ugen. Det var bedre end vi havde turde håbe på, og jeg var ekstatisk. Jeg accepterede hendes tilbud på stedet, og hun lovede mig at sende den skriftlige dokumentation for vores aftale til underskrift. Kandidatgraden, der blev tilbudt på Jordanstown, var nøjagtig det, jeg ville have. Jeg ville studere Computer- og Informationssystemer, så jeg rent faktisk kunne noget til slut, såsom at skrive et program eller i det mindste tænde for en computer. Arbejdsmarkedet efterspurgte den slags kvalifikationer og tilbød attraktive lønninger, så jeg var begejstret.
Jeg ventede hver dag hen over sommeren 1992 på den skriftlige bekræftelse, jeg var blevet lovet. Det blev hurtigt sensommer. Jeg bemærkede stiltiende, at Noel stadig daskede sin fod rundt i et forsøg på at vække den op. Et nyt hold var dannet og indarbejdet på hotellet. Vince var ikke længere natportier, og Pat var ikke længere DJ. Det var blevet tid til at komme videre. Men brevet kom ikke.
Katastrofen som fulgte, er et sandhedsbevis i mit sind på det faktum, at der er en mening med alting. Jeg tror ikke på tilfældigheder. Nu var det september, og jeg ringede til Jordanstown for at lade dem vide, at jeg aldrig havde fået den skriftlige bekræftelse. De forsikrede mig, at de havde sendt den til mig, men fordi jeg ikke havde svaret i tide, havde de tilbudt mit stipendium til en anden. Det var ikke længere opnåeligt. Jeg sluttede samtalen, og jeg var meget vred, for jeg var klar over, at der var et eller andet helt galt. Jeg gennemsøgte posten og spurgte alle og enhver, om de havde set et brev fra Belfast adresseret til mig i løbet af sommeren. Ingen tilkendegav at have set det.
Jeg kom ud i receptionsområdet, og mor vinkede mig over til pejsen for at tale med mig. Hun var tydeligt rystet. Mor fortalte at hun havde taget brevet og brændt det. Hun sagde hun var ked af det og forklarede, at hun var gået i panik. Hun sagde, at hun ikke ville have jeg tog til Belfast, når jeg kunne vælge andre universiteter og stipendier. Hun forklarede at det ikke havde noget med Noel at gøre, hun havde altid været glad for ham. Hun ville bare ikke have mig i nærheden af bomberne. Jeg var meget vred. Jeg kunne ikke forstå hendes handling, og jeg forlod stedet opkogt af raseri. Mor var normalt sej, men hun græd. Jeg vidste at hun var fortvivlet, men jeg kunne ikke undertrykke min vrede.
Noel kom på arbejde senere den aften, og jeg fortalte ham hvad der var sket. Han betragtede det ikke som det helt store, for han forstod godt min mors bekymringer. Noel sagde at han stadig ville gøre sit studium færdig i Jordanstown, og at han kunne få en kandidatgrad i Galway.
Jeg var stadig opsat på min uddannelse i Jordanstown, så jeg ringede til universitetet igen. Jeg spurgte om det samme stipendium ville være opnåeligt for mig det følgende år. De sagde at de ville reservere et til mig i betragtning af omstændighederne. Jeg bad dem venligst om at gøre det, og jeg besluttede at tage et sabbatår for at tage ud og rejse.
Min mor har stadig ikke tilgivet sig selv, at hun brændte brevet, og dengang frygtede hun oprigtigt, at jeg aldrig ville genoptage mine studier. Hvis der nogensinde sker mig noget nu, tænker jeg altid på, hvordan jeg vil se tilbage på det efter nogle år. Set i bakspejlet var det, at mor brændte det brev, nok det bedste der overhovedet kunne være sket for os. Det var månederne som fulgte, der førte til den særlige kæde af begivenheder, som ellers aldrig kunne have fundet sted.
Det blev september 1992, og Noel begyndte sit sidste år af ingeniørstudiet på Jordanstown. Jeg planlagde at rejse rundt i Frankrig, men det endte i stedet med, at jeg drev rundt i Irland, mellem tilfældige jobs her og der.
Ved slutningen af sit studieår sov Noels venstre ben fra knæet og ned. Når man ser tilbage på det, skulle man tro, at vi på det tidspunkt havde gjort noget ved problemet. Men det havde vi altså ikke.
Noel fik et job i Belfast i en lille virksomhed kort efter sin eksamen, og jeg påbegyndte min kandidatgrad i Computer- og Informationssystemer i september 1993, som vores nye plan anviste. Jeg kan huske hen i mod slutningen af mine studier, at Noels balance var meget dårlig efter bare et par drinks. Men jeg gjorde ikke noget ved det.
Jeg tog på sommerjobmarkedet i Jordanstown den 12. juni 1993, og jeg blev tilbudt et job i London i et finanssoftwareselskab, der hed Wilco. Det var det eneste år de nogensinde havde afholdt jobinterview i Belfast. Havde jeg fuldført mit studium et år tidligere, ville jeg aldrig have hørt om Wilco, og for at gøre en lang historie kort, ville jeg aldrig være havnet i New York, og jeg ville aldrig have mødt Dr. Bihari. Var jeg flyttet til Staterne uafhængig af Wilco, var det blevet Chicago, jeg havde søgt imod, fordi jeg har en del familie, som stadig bor i området. Men altså, Wilco tilbød mig straks et job, og det var sådan et job, jeg var på udkig efter, men jeg var ikke tiltrukket af ideen om flytte til London lige på det tidspunkt. Men så gik det selskab, hvor Noel var ansat, konkurs, og Noel var arbejdsløs og havde vanskeligheder med at skaffe et nyt job, så pengene var små.
Vi havde brug for en ny plan, og den lagde vi så. Noel besluttede at han gerne ville have en kandidatgrad, så han lettere kunne få et job. Han afsendte en ansøgning til det kursus jeg lige havde afsluttet, og vores nye plan tog form. Jeg skulle acceptere jobtilbuddet i London. Noel skulle gennemføre sin kandidatgrad, og siden ansøge om job i Wilco, så vi kunne være sammen i London.
Hans sovende ben gjorde vi ikke noget ved. Jeg kunne ikke gøre noget ved det.
Kapitel 3
”Mange af os mener at holde ud gør os stærke; men nogen gange er det at give slip.”
Herman Hesse.
Jeg flyttede til London i september 1994, og Noel begyndte på sin kandidatgrad i Jordanstown. Jeg var heldig, fordi min bror Pat allerede var etableret i London. Han arbejdede for Dorling Kindersley og boede i Clapham Common. Han tog mig under sine vinger. Jeg elskede at bo sammen med Pat. Pat har mange facetter, og han er altid sjov og interessant at være sammen med. Jeg fløj jævnligt til Belfast for at se Noel, og vi var konstant i telefonisk kontakt med hinanden.
Tidligt i 1995 ringede Noel til mig. Hans venstre fod var nu fuldstændig følelsesløs, og hans højre fod var også begyndt at sove. Han lavede en aftale med the Royal Hospital i Belfast, for det var på tide at gøre noget ved problemet. Udfaldet af den konsultation undrer mig stadig.
De lavede en MR-scanning og fortalte Noel, at de ikke mente han havde Multipel Sclerose (MS), men at de ikke kunne være sikre. De sagde at de så på tre ting for at diagnostisere MS, dels en klinisk evaluering, en MR-scanning, og en rygmarvsprøve for at undersøge væsken i rygsøjlen. Hvis man har tegn på MS i to ud af de tre prøver, har man MS.
Flere år senere viste vi hans MR-scanning fra the Royal Hospital, til en neurolog i London, som tydeligt kunne se ardannelse som indikerer tegn på MS. Jeg er overrasket over at den kliniske evaluering i Belfast ikke var enig, og også overrasket over, at de ikke tog en rygmarvsprøve. Men det var i 1995, og før der fandtes nogen MS medicin. Der var ingen behandling, så der var ingen grund til hastværk, for der var ikke noget at tilbyde.
Lægen efterlod Noel i uvished ved at sige, at der var en god chance for, at hans følelsesløshed ville fortage sig, men påpegede, at det også kunne blive værre, og hvis det skete, så ville de fortsætte undersøgelserne. Så basalt set bad de Noel om at fortsætte sine gøremål som normalt og håbe på det bedste. Jeg er ekspert i at håbe på det bedste, så jeg var fuldstændig fortrøstningsfuld over den besked. I mit sind ville alt ende godt.
Det blev sommer 1995, og Noel valgte at færdiggøre sin afhandling i Thessaloniki, Grækenland. Jeg tog to uger fri og sluttede mig til ham dér. Det var meget varmt. Jeg husker tydeligt, at jeg lagde mærke til, at hvis der var en stol inden for rækkevidde, så brugte han den altid.
Det gjorde jeg heller ikke noget ved, for hvad skulle jeg have gjort? Det hele skulle nok gå i orden.
Noel fik sin kandidatgrad med udmærkelse, og Wilco tilbød ham et job, som vi havde håbet. Han flyttede til London og begyndte at arbejde for Wilco i oktober 1995. I januar 1996 købte han en forlovelsesring til mig, og vi planlagde vores bryllup til oktober 1996. Jeg vidste at der var noget som ikke var helt rigtigt, men jeg havde ingen anelse om hvad det var. Jeg udviklede alvorlige angstanfald den sommer og måtte tage fri fra arbejdet. Jeg sprang på et fly og tog hjem til Galway.
Det var rart at være hjemme. Der findes ikke noget sted som hjemme. Mor og far var så lykkelige for at se mig, at de ville stå på hovedet for mig. Phil studerede medicin på det tidspunkt, og nu blev det ham der tog mig under sine vinger. Han sad og arbejdede ved skrivebordet, i det værelse han havde delt med Pat. Det havde to dobbeltsenge med udsigt over promenaden. Jeg elskede det vue over Galway Bugt. Jeg kom ind og strakte ud på Pats seng og fortalte Phil, at jeg var ved at blive skør. Han var overrasket men glad for at se mig, og han bad mig om at fortælle det hele. Jeg var så ærlig som jeg kunne.
Jeg fortalte ham at det hele begyndte en morgen i metroen på vej til arbejde. Londons metrorør i myldretiden er tæt pakket, og ingen siger noget som helst til nogen. Jeg fortalte, at jeg stod nær udgangen og holdt fast i stangen i loftet, da verden begyndte at dreje rundt for mig. Mit hjerte bankede så kraftigt, at jeg kunne høre ekkoet i mit hoved. Min vejrtrækning blev hurtig og ude af kontrol, og jeg fik en voldsom svedetur. Jeg fortalte Phil at jeg følte mig tæt på at besvime. Maven vred sig af nærende frygt, og jeg ville helst spurte væk for ikke at gå omkuld. Det var meget skræmmende.
Som tiden gik, oplevede jeg stadig flere af den slags anfald, så jeg gik til en læge i Sydenham, London, der henviste mig til en psykiater på hospitalet. Jeg var irriteret over, at han troede, problemet var mentalt, men jeg besluttede at besøge psykiateren for at modbevise hans antagelse. Jeg mødte aldrig psykiateren. Jeg kom ganske vist til min aftale, men jeg kunne ikke sidde i venteværelset, fordi der var for mange skøre mennesker. Der var en fyr som skreg ind i væggen, en anden bankede sit hoved ind i stolen, og der var en dame som havde en indgående samtale med sig selv, hun flyttede sig endda til siden, når hun skulle svare sig selv. De var alle et produkt af ensomme London, alle personer som systemet havde svigtet. De var indbegrebet af alt hvad jeg hadede ved London og den måde, den fungerer på. Jeg gik.
Jeg ringede til Noel og sagde jeg var på vej til lufthavnen. Jeg blev nødt til at komme væk fra London. Jeg blev nødt til at tage hjem. Jeg ringede også til min leder i Wilco på vej til lufthavnen. Hun var sød og rar. Hun sagde at jeg ikke skulle bekymre mig om arbejdet, og tage den tid, jeg havde brug for.
Phil så på mig og sagde, at jeg ville komme ovenpå igen. Jeg var rystet over hvor roligt han tog det. Jeg var også chokeret over, med hvilken hurtighed han stillede diagnosen. Så gik det op for mig, at han havde lidt for godt kendskab til min situation. Han fortalte mig, at jeg havde panikangst. Han indviede mig i, at min mormor havde haft den slags anfald størstedelen af sit liv, og at han selv var tilbøjelig til at gå i panik. Vi delte et irriterende panikangst gen.
Jeg var anspændt. Jeg havde ikke sovet i dagevis, fordi hver gang jeg var lige ved at give slip, begyndte mit hjerte at galopere, og en gribende frygt gjorde mig rundt på gulvet. Jeg kunne ikke spise, for hver gang jeg prøvede, krympede min mave af den samme usynlige frygt. Jeg var glad for at tabe mig lidt før brylluppet, men jeg var godt klar over, at jeg mistede min styrke. Phil gav mig Valium for at slå det ned, men i begyndelsen havde jeg ikke lyst til at tage dem. Jeg ville selv slå mine angreb ned, nu hvor jeg vidste, at det var et mentalt problem. Jeg spurgte Phil om han tog Valium til natten, og han sagde, at det gjorde han ikke, men han fortalte mig, at det gjorde vores mormor. Jeg spurgte hvordan han havde overvundet sin angst, og han fortalte, at han bad Matthæusevangeliet Kapitel 6; 25-34. Jeg vidste ikke hvad han talte om. Jeg tog et par Valium, gik til mit gamle børneværelse og sov som en baby. Ved morgenmaden næste morgen ville Phil vide noget om Noel.
Jeg fortalte og fortalte om Noel. Jeg fortalte om, hvor godt vi klarede os på arbejdet. Noel steg hurtigt i graderne. Han viste sig at være et computertalent, og han elskede sit job. Jeg fortalte om vores nætter ude i West End, og alle de venner vi havde fået. Jeg fortalte om, hvordan han en morgen var taget ud for at købe en forlovelsesring til mig, som om han bare var ude for at købe et brød. Jeg spøgte med at jeg aldrig skulle have accepteret ringen, før han havde være nede på sine knæ. Det er ikke Noels stil at gå ned på knæ. Jeg fortalte om alt muligt, men jeg fortalte ikke noget om hans ben der sov. Det kunne jeg ikke tale om. Jeg vidste ikke, at jeg ikke kunne tale om det.
Phil pressede lidt på. Han spurgte ind til, om Noels fod var vågnet op. Jeg fortalte at det var den ikke, men fortalte i samme sætning, at det ikke var noget, fordi han var blevet tjekket på the Royal Hospital i Belfast, og de sagde han skulle fortsætte som normalt.
”Gud ske lov det ikke var noget” sagde jeg.
Phil pressede mere på. Jeg fortalte at symptomerne havde spredt sig lidt, men forsikrede, at det ikke var noget. Så spurgte Phil, om Noel havde en syge- og livsforsikring. Jeg lo og sagde nej. Phil sagde det ville være en god ide for Noel at få alle sine forsikringspapirer i orden, før han gik til flere undersøgelser, for det stod ret klart for ham, at Noel havde Multipel Sclerose.
Jeg brød brød ud i latter.
Jeg spurgte Phil om han havde læst kapitlet ”God opførsel ved sygesengen” i bogen ”Hvordan man bliver læge”, og hvis han havde, skulle han nok lige genopfriske den. Phil kan være alvorlig. Phil var dødsens alvorlig nu. Jeg sagde han var tosset, men også at jeg værdsatte hans omsorg. Denne gang var han for langt ude. Noel havde det fint. Det sagde neurologen. Alt ville gå i orden. Nu skulle jeg bare finde en måde at slå panikangstgenet fra og komme videre med mit liv. Jeg skulle til et selskab i oktober. Jeg skulle giftes.
Noel ringede til mig hver aften efter arbejdet, og den aften sent i juni 1996 fortalte jeg ham, at den stakkels Phil mente, at Noel havde MS. Noel var rolig. Han sagde at hvis han havde MS, ja så havde han MS, det var ikke noget, han lagde så meget i. Han forklarede at alle må spille med de kort, som tilværelsen deler ud. Han spurgte om jeg havde fået styr på mit hoved.
”Nej” grinede jeg, men så fortalte jeg ham, at jeg ville tage til Arranmore og komme til bunds i sagen. Jeg forklarede at jeg ville spørge bedstemor om kuren. Indtil da ville jeg klare mig med Valium.